Books › Nordisk musik-lexikon, 1888 › scan 31
Scan 31
Nordisk musik-lexikon, 1888
6 lines. Read by computer on 9 September 2026. No printed page number was found. See the scan on archive.org.
1tinske Bogstaver A B C D E F G som de syv Toner i den diatoniske Scala, men de svarede nærmest til de nuværende c d e f g a h. Musiktheoretikere, der i Almindelighed vare Munke, optogte de nye Nodetegn i deres Tractater, men i en forandret Skikkelse, idet de overførte dem paa det græske System [en Moltonestige gjennem to Octaver], der endnu stadig kom før. Derved fik A. den Betydning, som det nu har, det vil sige, medens CD og GA vare Halvtone-skridtene i den første latinske Bogstavtoneskrift, saa blev i den efterhaanden reformede BC eg EF Halvtone-skridtene. B var altsaa den Tone, som man nu kalder H. Da man blev opmærksom paa Betydningen af den mellem A og B liggende halve Tone, anvendte man som Betegnelse for denne efterhaanden det latinske b, som paa Grund af den Maade, hvorpaa det skrives, kaldtes B rotundum [det runde], medens man for den oprindelig med B betegnede Tone brugte det gothiske b og paa Grund af dettes Udseende kaldte denne Tone B quadratum [det kantede]. Den halve Tone mellem A og B beholdt nu Navnet B, og besynderligt nok tog man til den Tone, hvis Navn man havde flyttet en halv Tone, Bogstavnavnet H, det efter de allerede anvendte syv umiddelbart følgende.
3Aisleben, Julius, f. 24. Marts 1832 i Berlin, studerede først Philologi ved Universitetet i Kiel, men offrede sig snart helt for Musiken. Han optraadte med Held som Pianist i Concerter, havde en stor Virksomhed som Lærer og blev 1865 Formand i Berlins Tonekunstnerforening. A. nyder Anseelse baade som Forfatter [Bidrag til forskjellige Musiktidender, tolv i Trykken udkomne musikhistoriske Forelæsninger, »Licht- und Wendepunkte in der Entwicklung der Musik« 1880] og som Componist af Claver- og Vocalsager, men især dog som Lærer og vækkende Deltager i Foreningslivet.
5Alt, Altstemme [ital. Alto, Contr' alto; fransk Haute-contre; naar der bruges latinske Betegnelser af Stemmerne: Altus, Vox alta eller Contratenor], den dybere af de to Slags Kvinde- og Drengestemmer, den, der har sit Tyngdepunkt i Brystregistret. I den complicerede Mensuralmusiks Tid, da man ikke kunde anvende Drengestemmer, fordi Reglerne Tilegnelse fordrede aarlange Studier, bleve de højere Partier [A. og Discant] sungne af Mænd med Fistelstemme eller af Castrater, da Kvinder ikke maatte anvendes i Kirken. Alt-partierne fra den Tid ere derfor temmelig dybe. Den virkelige Altstemmes Normalomfang er fra a, hos dybe Altstemmer [Contraalt] fra f, undtagelsesvis endog fra e eller d, til tostreget e eller f. Ualmindelig omfangsrige Stemmer gaa endnu højere. Historisk er Alt-partiet det af Componisten sidst indførte. Den normale Mandsstemme [Tenor], som bar cantus firmus, fik først en højere Stemme [Discantus] stillet lige over for sig. Derefter fik disse to som harmonisk Støtte eller Basis en tredie, en dybere Stemme [Bas] underlagt, – og endelig blev som Contratenor den fjerde indskudt mellem Tenor og Discant. — Altinstrumenter. Under det store Opsving af den flerstemmige Sang i det 15. og 16. Aarh. blev det Brug ved visse Lejligheder at forstærke Sangstemmerne med Instrumenter [unisono], og man byggede derfor næsten alle Slags Instrumenter i tre eller fire forskjellige Størrelser, svarende til de fire forskjellige Menneskestemmer, saaledes at man havde Discant-, Alt-, Tenor- og Bas-Viola, -Basun, -Fløjte, -Krumhorn osv. De fire forskjellige Basuner har holdt sig til vore
The computer misreads some letters and numbers. Where a name matters to you, read the scan.